Hjem » Undervisning » Linjefag » Gastrolinjen
GASTROLINJEN
Gastro handler ikke om kulinarisk ypperlighed – det handler om smag. Smag og passion gennem forberedelse, tilberedning, omtanke og nysgerrighed.
Hvad enten det er den simple hverdagsret, kærestemiddagen på SU-budget eller en lækker nytårsmenu, så er smagen omdrejningspunktet.
Er du nysgerrig på at få smagssansen i spil? Har du lyst til at lege med krydderier og få styrket passionen og glæden ved madlavningens kunst? Så er gastro-linjen lige noget for dig.
For at deltage på gastro-linjen behøver du ikke nødvendigvis at møde op med en masse køkken-skills eller have en plan om at gå kokkevejen senere i livet.
Det vigtigste er, at du er interesseret i at lave mad, at du har tålmodighed i et køkken, og vil gøre dig umage med de ting, du laver.
Du kan sagtens være med uden at have ret megen erfaring – så længe du er villig til at lære, være nysgerrig og stiller spørgsmål.
MØD LÆREREN - LYKKE JENSEN
Som lærer på Hårslev Efterskole, har jeg den store fornøjelse at kunne dele min glæde for undervisning med mine kolleger og være med til at ”forme” morgendagens voksne. Jeg nyder hver dag det samspil og fællesskab, som kendetegner efterskolelivet samt den energi, som vores elever kommer med.
Som lærer elsker jeg at kunne begejstre og dele min kærlighed til naturen, og ikke mindst holder jeg meget af at bruge de gaver, den har at byde på og opleve, hvad naturen kan gøre for os.
Madlavning er en af mine andre store passioner, og jeg har den glæde at undervise på skolens gastronomilinje. Det ligger det mig meget på sinde at lære de unge mennesker, hvordan man laver mad fra bunden af, så vi også kan passe bedst muligt på os selv ved at vide, hvad der er i den mad, vi indtager.
