Kreativ linje
På kreativ linje lærer eleverne flere forskellige kreative, håndarbejdsprægede udtryksformer at kende.
Der arbejdes med billeder. Til billeddelen hører bl.a. læren om farver, forskellige materialer, forskellige typer af maleteknikker, bl.a. akryl, kul, akvarel og blyant samt perspektivering.
Der arbejdes også med den skulpturelle del igennem leret. Her får eleverne mulighed for at opbygge en skulptur, samt at de lærer at dreje og modellere.
Formålet er at give eleverne en større forståelse for det tredimensionale arbejde.
Der kan også arbejdes med genbrugsmaterialer. Nogle år har vi arbejdet med gamle LP plader, som er blevet omsat til alverdens ting, bl.a. uroer, tasker, bæltespænder, hårspænder samt smykker.
Det er udfordrende for eleverne at skulle udføre en sådan opgave fra design til færdige produkt. Mange uforudsete udfordringer er opstået undervejs, ligesom materialet har haft sine begrænsninger. Noget der stiller krav men også giver glæde, når det lykkes.
Nogle år har vi arbejdet med omsyning af genbrugstøj. Her kommer de kreative tanker virkelig på prøve, materialerne er billigt, brugt tøj, som skal laves om til brugbart tøj. Idéerne er mange og arbejdsglæden stor.
Endvidere arbejdes med decoupage, smykkefremstilling, ikonfremstilling, papirklip og filtning med nål.